|
VEDTÆGTER FOR FORENINGEN SVENDBORG FESTDAGE
§ 1.
Foreningens navn er Svendborg Festdage.
Foreningens hjemsted er Svendborg kommune.
§ 2.
Foreningens formål er at forestå arrangementet Svendborg Festdage som en årligt tilbagevendende kulturfestival i Svendborg og på Sydfyn. Arrangementet skal både tilgodese den lokale kultur og vise indslag af aktuelle strømninger fra den kulturelle omverden, og programmet skal tilstræbe mangfoldighed, kvalitet og fornyelse.
Samtidig er det et formål, at Svendborg Festdage bidrager til byudviklingen og den kulturelle udvikling i Svendborg kommune, samt at festdagene indgår som et vigtigt led i markedsføringen af Svendborg og Sydfyn. Der ses ikke nogen modsætning mellem de kulturpolitiske og de erhvervspolitiske aspekter.
§ 3.
Som medlemmer af foreningen kan optages enhver organisation, virksomhed eller enkeltperson, der ønsker at støtte gennemførelsen af Svendborg Festdage.
§ 4.
Bestyrelsen består af 8 personer, heraf 7 udpegede og 1 generalforsamlingsvalgt formand.
De førstnævnte 7 medlemmer udpeges således: 1 medlem udpeges af Svendborg Kommune. 1 medlem udpeges af hovedsponsorerne, 1 medlem udpeges af Sydfyns Turistbureau, 1 medlem udpeges af Shopping Svendborg, 1 medlem udpeges af Svendborg Musikråd, 1 medlem udpeges af Beværterforeningen og et medlem udpeges af den lokale afdeling af Dansk Musiker Forbund
Navne på de udpegede bestyrelsesmedlemmer fremlægges til orientering for generalforsamlingen hvert år i november.
Formand for foreningen vælges hvert år på den ordinære generalforsamling.
Bestyrelsen vælger af sin midte en næstformand.
Bestyrelsen handler på foreningens vegne.
Bestyrelsen træffer sine afgørelser i møder. Afgørelser træffes ved almindelig stemmeflerhed.
Optagelse af lån eller optagelse af garantiforpligtelser kræver dog hele bestyrelsens godkendelse.
Bestyrelsen kan ansætte personale og nedsætte arbejdsgrupper, der arbejder under ansvar over for bestyrelsen.
§ 5.
Der afholdes ordinær generalforsamling én gang årligt i november måned
Skriftlig indkaldelse til generalforsamling sker af bestyrelsen med mindst 3 ugers varsel. Generalforsamlingen skal som minimum have følgende punkter på dagsordenen:
1. Valg af dirigent og referent. 2. Formandens beretning. 3. Aflæggelse af regnskab. 4. Evt. indkomne forslag. 5. Fastsættelse af minimumskontingent. 6. Orientering om det kommende års program. 7. Fremlæggelse af navne på udpegede bestyrelsesmedlemmer. Jf. § 4. 8. Valg af formand 9. Valg af revisor. 10. Eventuelt.
Udtræder et medlem af bestyrelsen i utide indsætter den udpegende instans en suppleant.
Udtræder formanden af bestyrelsen i utide indtræder næstformanden som formand indtil næste generalforsamling.
Forslag fra medlemmerne, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse. Indkomne forslag udsendes til medlemmerne senest 8 dage før generalforsamlingen.
På generalforsamlingen træffes beslutninger ved almindeligt stemmeflertal.
Stemmeberettigede er medlemsorganisationer og –virksomheder med hver én stemme.
Ekstraordinær generalforsamling indkaldes, når et flertal af bestyrelsens medlemmer eller 1/3 af medlemmerne ønsker dette
§ 6.
Foreningens regnskabsår går fra 01. oktober til 30. september
Foreningens regnskab skal revideres af en registreret eller statsautoriseret revisor eller Kommunernes Revisionsafdeling.
§ 7.
For foreningens forpligtelser hæfter kun foreningens formue. Der kan således ikke gøres personligt ansvar gældende for foreningens forpligtelser mod medlemmerne eller mod bestyrelsen.
Foreningen tegnes af 2 bestyrelsesmedlemmer i forening, hvoraf formanden skal være den ene, eller af formanden og den kunstneriske leder i forening. Bestyrelsen kan meddele fuldmagt til een person til at tegne foreningen i forhold til pengeinstitutter eller lignende.
§ 8.
Ændring af vedtægten kræver, at mindst 4 bestyrelsesmedlemmer stemmer herfor, hvorefter ændringerne skal godkendes på en efterfølgende generalforsamling med simpelt flertal blandt de fremmødte medlemmer.
Beslutningen om foreningens opløsning skal træffes på samme måde som beslutning om vedtægtsændringer. I dette tilfælde beslutter bestyrelsen, hvorledes en eventuel formue skal fordeles til almennyttige formål. Opløsning af foreningen skal forelægges byrådet i Svendborg Kommune.
Således vedtaget på det stiftende møde i Svendborg 28. januar 1997 og senere ændret på generalforsamlinger 27. oktober 1997, 27. oktober 1998, 26. oktober 1999, 28. oktober 2003, 12. oktober 2004, 28. februar 2006, 11. februar 2009 samt 10. februar 2010
Dirigent 10. februar 2010:_____________________________________ Michael Mortensen, Deloitte
|
|
|